VEGETARLASAGNE MED SVAMPE & MORNAYSAUCE

VEGETARLASAGNE MED SVAMPE & MORNAYSAUCE

For nogen tid siden fortalte min søde veninde Sarah mig om en lækker opskrift på vegetarlasagne, og for nyligt blev jeg så endelig den lykkelige ejer af denne. Naturligvis skulle opskriften afprøves med det samme, og jeg må indrømme, at jeg er solgt. Trods det faktum at lasagnen er nem og hurtig at fremstille, er den ekstremt velsmagende, og jeg er sikker på, at man sagtens vil kunne tilføje en courgette, peberfrugt eller anden grønsag til fyldet. Jeg har dog valgt at gengive opskriften i nogenlunde original udgave.


VEGETARLASAGNE MED SVAMPE & MORNAYSAUCE

Antal: 4 personer

Forberedelsestid: 15 minutter

Tilberedningstid: 1½ time

 

Ingredienser:

Olivenolie

Lasagneplader

½-1 pakke reven mozzarellaost

 

Svampefyld:

1 hakket løg

3 fed finthakkede hvidløg

250 gram brune champignons, rensede og delt i kvarte

250 gram portobellosvampe, rensede og skåret i mindre stykker

2 spsk. friskhakket timian

1 flaske tomat-passata (700 gram)

¼ tsk. chilipulver

Friskkværnet salt og peber

Olivenolie

 

Mornaysauce:

75 gram smør

1 dl. hvedemel

8 dl. mini- eller letmælk

½ tsk. friskreven muskatnød

50 gram friskreven parmesanost

Friskkværnet salt og peber

 

Fremgangsmåde:

Sauter løg, hvidløg og timian i lidt olivenolie i godt 1 minut under omrøring. Kom svampene ved og lad disse stege med i godt 5 minutter. Tilsæt chilipulver og tomat-passata og lad blandingen simre under låg i op til 30 minutter. Smag til med friskrevet salt og peber.

Mens svampefyldet simrer tilberedes mornaysaucen:  Smelt smørret ved svag varme i en tykbundet gryde, tilsæt melet og rør godt rundt. Hæld mælken i lidt efter lidt under konstant omrøring, bring blandingen i kog og rør godt rundt i godt 2 minutter. Skru ned for varmen, tilsæt muskatnød og parmesanost og rør igen godt rundt. Smag saucen til med friskkværnet salt og peber og lad denne trække i 5-10 minutter inden samling af lasagnen.

Opvarm ovnen til 200°C alm. ovn. Pensl et mellemstort ildfast fad (ca. 20 x 30 cm) med lidt olivenolie og dæk bunden med et lag lasagneplader. Fordel et lag svampefyld over pladerne og hæld så et tyndt lag mornaysauce over. Læg et nyt lag plader over, derefter lidt svampefyld samt et lag mornaysauce. Fortsæt proceduren til der ikke er mere svampefyld, hæld et tyndt lag mornaysauce over og dæk med et lag lasagneplader. Fordel resten af mornaysaucen over det øverste lag lasagneplader, drys med lidt friskreven parmesanost og bag lasagnen i den opvarmede ovn i godt 25 minutter. Fordel lidt reven mozzarellaost over lasagnen og lad denne bage færdig i godt 15 minutter eller indtil osten er gylden. Lad lasagnen trække i godt 5 minutter inden servering.

 

Tips:

Hvis man ikke er til parmesanost, kan denne sagtens undlades i mornaysaucen samt som topping på lasagnen. Tilføj i stedet 50 gram anden friskreven ost – eksempelvis mozzarella – eller tilbered simpelthen saucen uden ost, således at det i stedet bliver en bechamelsauce.

Lasagnen kan sagtens forberedes på forhånd og stilles på køl, indtil denne skal bages. Husk i så fald at tage lasagnen ud af køleskabet, når ovnen tændes, således at den ikke er gennemkold, når den stilles i den opvarmede ovn.

 

Print Friendly, PDF & Email


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *