KRYDRET KYLLINGEKEBAB PÅ SPYD

KRYDRET KYLLINGEKEBAB PÅ SPYD

Med bopælsadresse i det centrale København er der mange fristelser omkring én i form af diverse fastfoodsteder. Kebabbiksen lige rundt om hjørnet laver den lækreste durum, men der er vist ingen tvivl om, at kalorieindholdet i denne ikke ligger i den lette ende. Med dette in mente forsøgte jeg forleden at lave min egen lille kebabrulle. Nu idéen til selve fremgangsmåden udsprang af fri fantasi, ja så må jeg sige, at jeg virkelig var overrasket over det fantastisk lækre resultat, der trods relativ lang stegetid i ovnen endte ud med nogle enormt møre, saftige og smagfulde kødstykker c”,)

Ingredienserne til marinaden er taget sådan lidt på må og få ud fra de krydderier, jeg havde på lager, og det er derfor muligt at anvende andre krydderier, dosere anderledes mv. Vigtigt er det dog at huske på, at marinaden meget gerne må være rigtig stærk, når kødet vendes heri, eftersom den senere tilføjelse af et surmælksprodukt mildner smagen en hel del.


KRYDRET KYLLINGEKEBAB PÅ SPYD

Antal: 4 personer

Forberedelsestid: 10 minutter

Marineringstid: Mindst 1½ time

Tilberedningstid: Godt 1 time

 

Ingredienser:

3 kyllingebrystfileter eller ca. 500 gram

 

Marinade:

2 spsk. rapsolie eller anden smagsneutral olie

1-2 fed pressede hvidløg

2 tsk. god stærk paprika

1 tsk. chilipulver

1 tsk. spidskommen

2 tsk. ”det 7. krydderi”

2 spsk. sambal oelek

Saften fra ½ citron

1 dl. fedtfattig creme fraiche

 

Fremgangsmåde:

Fjern eventuelle små fedtkanter og knogler fra kyllingebrystfileterne og del hver af disse i 4 relativt ens stykker.

Rør med undtagelse af creme fraiche alle ingredienser til marinaden sammen i en skål og vend kyllingestykkerne godt rundt heri. Hæld skålens indhold i en frysepose, slå knude på denne og mos gerne lidt rundt med hænderne, således at alle kyllingestykker er godt dækket af marinaden. Læg posen i køleskabet og lad kødet marinere i mindst en time, gerne natten over, skulle tiden være til det.

Godt 30 minutter før kyllingestykkerne skal steges, tilsættes posen med de marinerede kyllingestykker creme fraiche. Slå knude på posen og mos igen med hænderne, således at creme fraichen bliver vendt godt rundt sammen med såvel kød som marinade. Det kan i den forbindelse være en god idé at komme endnu en frostpose ud over posen med kødet førend creme fraichen vendes rundt i blandingen, således at man er sikret mod uheld, skulle der gå hul i posen med kød og marinade. Læg igen kødet på køl i ca. 30 minutter.

Tænd ovnen ved 200°C alm. ovn. Saml selve kødspyddet ved at holde to træspyd samlet og pres så hvert stykke kød ned over disse to spyd. Skulle et eller flere af stykkerne være længere end de andre, så fold hellere disse, førend de sættes på spyd, i stedet for at skære dem over. Når alle kødstykker er sat på spyddene, presses disse godt sammen og lægges i et lille fad, hvor begge ender af spyddene hviler på kanter af fadet, således at der er afstand mellem kødet og bunden af fadet. Hæld gerne eventuelt resterende marinade fra posen over spyddet, således at dette får maks. smag.

Lad kødet stege i den opvarmede ovn i godt en times tid, men husk at vende det lidt rundt ca. hvert 15. eller 20. minut, således at kødet bliver stegt jævnt på alle sider.

Når stegetiden er ovre, kan man om ønsket pakke kødrullen ind i lidt folio og lade denne hvile lidt.

Skær ud og velbekomme c”,)

 

Tips:

De lækre kyllingestykker kan bl.a. serveres som tilbehør til hjemmelavede rodfrugtfritter, som fyld i durum og pitabrød, i pastaretter samt i blandede salater.  

Efter udskæring af de mindre kødstykker, kan disse sagtens fryses ned i portionsanretninger og efterfølgende tøs op igen. Efter at have været på frost, vil de dog formentlig egne sig bedst i pastaretter.

En kær kollega spurgte mig forleden om den fedtfattige creme fraiche (jeg bruger Cheasy Fraice 5%) kan erstattes med en neutral yoghurt. Det kan den formentlig godt, nu det typisk er yoghurt, man bruger til marinering i forbindelse med indiske retter. Jeg vil dog ikke lægge hovedet på blokken med det svar c”,)

 

Print Friendly, PDF & Email


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *