STEGTE BREDBÅNDEDE NUDLER MED GRØNTSAGER & BBQ-MARINERET KØD

STEGTE BREDBÅNDEDE NUDLER MED GRØNTSAGER & BBQ-MARINERET KØD

For godt en måned siden rejste jeg rundt i Asien og Mellemøsten. Turen bragte mig bl.a. til Hong Kong, hvor jeg med glæde kunne konstatere, at den lækreste asiatiske madbiks var et finde nærmest lige rundt om hjørnet. Selvom jeg under rejser elsker at eksperimentere med forskellige restauranter, faldt jeg så pladask for dette sted, at aftensmaden de fleste dage blev indtaget der.

At gengive favoritmenuen 100% er nærmest en umulig opgave, men efter diverse forsøg nærmer jeg mig nu. Det skal siges, at menuen i Hong Kong oftest indeholdt svinekød og ikke kylling, men uagtet hvilken form for kød, man vælger, smager det fremragende c”,)


STEGTE BREDBÅNDEDE NUDLER MED GRØNTSAGER & BBQ-MARINERET KØD

Antal: 4 personer

Tilberedningstid: 40 minutter

 

Ingredienser:

320 gram fettuccine

300 gram kylling

1 dl. barbecuemarinade

4 fed hvidløg

2 små løg

2 bundt friske forårsløg

300 gram friske bønnespirer

Sesamolie til stegning

 

Sauce:

½ dl. soyasauce

3 spsk. østerssauce

1½ spsk. sukker

 

Fremgangsmåde:

Marinér kødet i en barbecuesauce og steg dette i ovnen i ca. 30 minutter til det er mørt og gennemstegt. Skær det herefter i tynde, mundrette skiver.

Kog fettuccine i letsaltet vand efter anvisning på pakken. Dræn efterfølgende pastaen for vand.

Pil og hak hvidløgsfeddene fint. Pil løgene og skær disse i meget tynde både. Skær forårsløgene i skiver på godt ½ cm og skyl disse godt sammen med bønnespirerne.

Hæld soyasauce, østerssauce og sukker i en jævner og ryst godt.

Kom lidt sesamolie i en opvarmet wok og steg hvidløget heri i godt 2-3 minutter til det er gyldent. Tilsæt de resterende grønsager og lad disse stege under omrøring i godt 3-4 minutter. Hæld den kogte pasta samt de tynde kødskiver i, vend rund og tilsæt saucen. Steg kort igennem og retten er klar til servering, gerne i skåle og med spisepinde som bestik.

 

Tip:

Kødet kan uden problemer tilberedes og eventuelt fryses ned i portionsanretninger. Dette sikrer, at retten kan fremstilles på blot ca. 15 minutter.

Print Friendly, PDF & Email


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *